Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hvem er vi?

Velkommen til Ellepilen!

Vi er en integreret institution med vuggestue, børnehave og udflytterbørnehave.

Vi bor på Ellestykket i Valby i to huse på Ellestykket 32 & 32A, som ligger lige over for hinanden. Det ene hus er et nyere, mens det andet er ældre og fuld af charme og sjæl. Derudover har vi et udflytterhus i Greve, tæt ved strand og skov. Du kan læse mere om udflytterbørnehaven her.

Vi har i alt plads til 178 børn fordelt på de tre huse: seks vuggestuegrupper af 78 børn med tre grupper på Ellestykket 32 & tre grupper på Ellestykket 32A. Vi har tre børnehaveteams af 100 børn, hvoraf det ene børnehaveteam holder til i vores udflytterhus.

Vores pædagogik

I Ellepilen har vi fokus på at styrke og udvikle børnenes sociale relationer, deres motorik og deres sprog. Samtidig ønsker vi at styrke børnenes kreative kompetencer og udvide deres forståelse for andre kulturer. Vores syn er, at alle ikke er ens, men alle indeholder noget unikt, som andre kan blive rige af at høre om.

Vi har defineret kerneopgaven for vores arbejde her i Ellepilen:

Børnene i Ellepilen skal lære at tro på sig selv, egen kunnen og have lyst til deltagelse i fællesskabet, hvor målet er at blive en ressourcestærk samfundsborger.

Vi arbejder med den pædagogiske tilgang low arousal, som er en metode til at konfliktnedtrappe og hjælpe børnene med at regulere deres følelser.

Ellepilens historie

Ellepilen er en gammel institution, som har ligget i "lejren" siden 1948. Gennem tiden har huset været brugt til mange forskellige formål, men altid noget der har omhandlet børn - blandt andet har det været et fritidshjem.

I 2004 fik vi et udflytterhus i Greve, og i 2010 blev vores nye hus på Ellestykket 32A bygget. Siden da har vi været én samlet institution med tre huse.